Medicinering og øvrige behandlingsopgaver i folkeskolen.
Hvordan skal du som lærer forholde dig, hvis du bliver pålagt at udføre en medicineringsopgave?
Medicinering og øvrige behandlingsopgaver i folkeskolen.
Behandling af elever er ikke en undervisningsopgave (jvf. Læreraftalerne §1 stk. 2 som beskriver hvilke arbejdsopgaver, overenskomsten dækker: undervisningsopgaver og opgaver i tilknytning til undervisningen), men det kan dog forekomme, at lærere kan blive pålagt medicinering og/eller øvrig behandling af elever. Det er opgaver, der er varierende i tid, kompleksitet, mentale ressourcer og ansvar. Det kan være alt fra at sætte plaster på et blodigt knæ, daglig udlevering af medicin og til blodsukkermonitorering af diabetikere og nødvendige indgribende foranstaltninger forbundet dermed. Vi henstiller til, at særligt de sidstnævnte opgaver løses af medarbejdere, der er indforståede med opgaven.
Hvis man som lærer bliver pålagt at udføre en opgave, hvor man skal udlevere medicin/behandle, forventes det, at man modtager skriftlig og underskrevet dokumentation fra ledelsen med angivelse af, hvilken elev det drejer sig om samt nødvendige oplysninger for løsning af opgaven. Opgaven med medicinering/behandling af elever forventes at fremgå af opgaveoversigten (bl.a. af forsikringshensyn), så læreren ikke kan stilles personligt til ansvar for fejlmedicinering eller undladt medicinering.
Retningslinjer
Det anbefales, at der på arbejdspladsen udarbejdes retningslinjer i MED-udvalget vedr. ovenstående håndtering. Hvis der ikke foreligger retningslinjer, bør læreren kontakte sin leder mhp. udarbejdelsen af retningslinjer alternativt TR eller AMR.
Beredskabsplan
Det anbefales desuden, at der på arbejdspladsen udarbejdes en beredskabsplan for elever med kronisk eller længerevarende sygdom, livstruende allergi og lign., idet det kan medvirke til kvalificering af såvel personale som ledelsens handlen, skabe klarhed over opgaven og ansvaret og dermed skabe tryghed for alle på skolen.
En beredskabsplan kan med fordel tydeligt angive:
- Samlet oversigt over hvilke elever, der skal have hvilken medicin/behandlingsopgave
- Hvem har opgaven
- Hvem har fået grundig instruktion i opgaven
- Hvilken medicin og dosis; hvor opbevares medicin; hvornår udleveres medicin
- Hvem klarer opgaven ved den udpegede medarbejders fravær
- Hvilket beredskab er der, hvis ansvarlig lærer forlader undervisning pga. opgaven
- Hvordan forholder personalet sig generelt i en akut situation
- Ændringer i elevens medicinering skal meddeles skolen skriftligt (forældre/behandler skal kontakte ledelsen)